Stikkord: kverstein

Nu synger fuglen på sin kvist,
nu lover englene sin Krist,
nu lyder lovsang overalt
i skaren som aldri er talt.

(Fra en salmetekst av Anders Mehlum)

Ennå har ikke grålysninga glidd over i fullt dagslys, men det er stille sjø og han har lagt seg på årene den korte strekninga inn til støa. Rytmisk, og for hvert kvasse åretak kommer ei ny verselinje: «Nu syn-ger fugl-en på sin kvist ….nu lo-ver eng-len-e sin Krist …». Ofte er det slik versene kommer til ham, mens han jobber. Når han kløyver ved, måker snø, eller som nå – forflytter den lettrodde færingen han kjøpte seg sist sommer. Snart skurer kjølen mot fjæresteinene, og han er klar for en kopp kaffe og ei ny uke med skole for ungene her ute.

Høsten 1871,  22 år gammel, ble Anders Mehlum (1848-1942) fra Skaun i Trøndelag ansatt som omgangslærer i Øerne Skolekredse i Brønø, det vil si kretsene Torgnes, Sauren, Værnes og Torget. Han skulle bli her i et tiår. 

Før han søkte seg til Brønnøy, hadde han jobbet et par år etter seminaret, som var den tids navn på lærerutdanninga. Skolekretsen hans i Brønnøy besto av 20-30 bebodde øyer, med noen hundre mennesker, uten fast skolelokale. Han gikk til jobben med stort pågangsmot, og mente Gud hadde valgt ut stedet og at læreren var et redskap for Herren. Det er sagt at Mehlum var en god lærer, ikke minst sanglærer, og lærte elevene å synge trestemt.
Han skrev allerede i den tida, blant annet et lite salmehefte til egne og kjente melodier.

Mehlum skal ikke ha vært noen sinnatagg, men at det hendte han slo nevnen i bordet og formante til stillhet i stua.

Han hadde omsorg for eleven, og delte ut små gaver ved avslutningene. Han skrev og komponerte også salmer og vers spesielt for elevene sine. Ved konfirmasjon fikk hver enkelt elev sin egen tale. Noen av disse er bevart i boka «Samtaler med Gud og godtfolk».

I tre sommerferier drev han dessuten en videregående skole. Han skal på den tida ha hatt det største private biblioteket på Sør-Helgeland. 

Anders Mehlums virke som lærer i Brønnøy  har vært omtalt og omskrevet mer enn en gang. Seinere ble han landskjent som «den omstreifende redaktøren», med egen avis.

Mehlum har vært god til å få med seg lokalhistoriske detaljer, som han ti år seinere rett som det var brukte som kilde til det vi i dag gjerne kaller feature-artikler i  den  særegne avisa «Nu». Den grunnla han i Kristiania i 1894 og dreiv som ei enmannsbedrift. Der gjenfortalte han blant annet ei fortelling om Sivert og Anne som  dreiv gard på Syltern. Dette står å lese i «Nu» nr. 7-9 1926, og et resyme av fortellinga er gjengitt slik i Thor Gotaas si bok «Livslang skrivekløe»:

Sivert og Anne drev den middelstore gården Syltern med hest, fem-seks kyr og sauer ved siden av silde- og lofotfiske i egen båt.

Hver høst når ligningen ble utlagt, var det nærmest et lokalt ragnarokk. Folk snakket ikke om annet i stuer, kramboder, på fiskeferd og på kirkebakken. Alle mente de hadde fått dobbelt så stor skatt som fortjent, og alle syntes de var behandlet med blodig urettferdighet. En gang hørte Sivert nyss om høy skatt, og så for seg gjeldsproblemer. Han hoppet i båten og rodde til Brønnøy. Han forlangte å se sin egen formue, næring og skatt for å vite hva de baserte regnestykket på. Men ingen kunne det før hele ligningen var ferdigbehandlet. Sivert protesterte heftig: «Har nogen av dokker prøvd med to slitte Armer å forsørge ni Mennesker på en folkelig måte. Neppe. Men det må jeg gjøre hver Dag. Jeg har ikke andet enn Stuen full af Unger, de får komme og tage dem».

Noen måneder senere, i månedsskiftet januar/februar, dro han og de fleste lokale mannfolk til Lofoten. Fruen sendte brev i løpet av vinteren. «Alt står bra til», rapporterte hun, og hilste til båtlaget. I mars og april raste den såkalte Trondhjemske halsesyke i Brønnøy, og mange barn døde. På Syltern døde alle sju, de var i alderen fra ett til fjorten år. Kona gråt dager og netter til det ikke fantes mer enn inntørket fortvilelse igjen, men våget ikke å varsle den følsomme ektemannen.

Han kom hjem til et tyst hus, og hilste på kjerringa og presten. Hvor var ungene? Presten fortalte med sorgtung stemme at Gud hadde tatt alle til seg. Sivert kastet seg gråtende bortpå senga. Presten så på, rådløs og ordløs, men mannet seg opp, tok kona i hånda og leiet henne bort til ektemannen: «Sivert og Anna Syltern! Eders Børn får nu af Gud Lov til at kike utover Muren i Guds Paradis og se neri Stuen til jer. Og alle syv holder hverandre i Hænderne og siger i Kor: Far og Mor, gråt ikke for os. Fik de nu se os, vilde de synge og juble af Glæde.»

De roet seg litt etter prestens inspirerende spontantale, men Sivert angret utsagnet hos ligningskommisjonen. Noen dager senere var det jordpåkastelse med hele allmuen tilstede. Presten talte mens fire mann støttet Sivert og Anne så de ikke falt om.

Ekteparet levde tappert videre. De aksepterte at de aldri kom til å se barna i live og ble tilsynelatende rolige, men aldri glade. En dag tok de til seg et foreldreløst barn, siden ett til, og hele tiden bodde det to fosterbarn på gården. Til slutt hadde de hatt mer enn sju stykker tilsammen. Men Sivert tilga aldri seg selv for utbruddet mot ligningsmannen.

I 1870-åra, mens han bodde på Sør-Helgeland,  ga han ut flere bøker og småskrifter, sannsynligvis sponset av lokale pengesterke folk.  Ei tid var han huslærer hos familien Ulving på Ylvingen.

I 1876 kjøpte Mehlum seg gard på Stortorgnes og bygde et prektig hus der, som også skulle tjene som skole og forsamlingshus. Først etter hans tid ble det fast skole der. Huset står der den dag i dag.

Det fortelles at læreren forelska seg i ei 13-14 år yngre jente, en tidligere elev. Til forskjell fra i sangen ble hun ikke «forelska i lærer´n». Hun ville rett og slett ikke ha ham, og emigrerte seinere til USA.

Mehlum ble snart en sentral skikkelse i den vekkelsen som gikk over distriktet på 1870-tallet. Han ønsket å utdanne seg til prest. Til dette ble han oppmuntra av den nytilflytta presten Jan Olaus Kielland, bror av forfatteren Alexander Kielland, og fikk økonomisk hjelp av den unge kjøpmann og gründer Ulrik Qvale på Kvaløya. Mehlum varnestleder i den haugianske menigheta som ble danna i Brønø. Han redigerte og ga ut det religiøse bladet «Tjeneren» i 12 nummer i 1875. Mehlum skrev også artikler i lokalpressa på Helgeland, men mest publiserte han sine inserater i aviser i Trondheim, Kristiania og Bergen.

Mehlum var opptatt av den lkale fortellertradisjonen, og lyttet og noterte når eldre folk fortalte om hendelser før i tida. Seinere skulle han gjengi mye av dette i avisa «Nu», innvevd i religiøse læresetninger.

Men prest skulle han aldri bli.  Først tok han et kurs på det som tidligere ble kalt Heltbergs Studentfabrik, hvor så mange av de norske kulturpersonlighetene tidligere hadde vært elever. Men etter eksamen møtte han nok en mur av akademisk-byråkratisk nedvurdering, og veien til teologistudiet var stengt.

Tida hans som lærer var også forbi. I 1892 startet han organisasjonen «Det patriotiske samfund». Målsettinga var å fremme de norske verdier og motarbeide påvirkningen og makten den europeiske adelen hadde over det norske samfunnet. Dette var en innflytelse han først og fremst tilskrev tyske og  tyskættede maktmennesker,  mennesker  han konsekvent omtalte som  «hanseatene». Dette med hanseatertrusselen ble nok en fiks idé hos Mehlum, en slags paranoia, men en generelt uvilje mot «fremmede» har en ikke kunnet spore hos redaktøren .

Mehlum ble landskjent som den loffende redaktøren, etter at han i 1894 grunnla ukeavisa «Nu», et særegent avisprosjekt som skulle få et ganske regelmessig liv i en 40 årsperiode.  Før dette hadde han skaffa seg solid erfaring som journalist, gjennom sju år tilknytta Morgenbaladet, og ei tid redaktør av Drammens Blad og Kristianiaposten

Enkeltpersons-avisprosjekter var ikke uvanlige. Langt på veg kan vi sammenlikne med vekeavisa «Dølen» som Aasmund Olavsson Vinje ga ut 1858-1970. Mehlum skal ha hatt stor respekt for Vinje og hans virke.

Mehlums motto var: «Folk treng folk». Nu var etter hans utsagn en publikasjon som skulle «fremme fædrelandkjærlighed, urbanitet, sandhed og ret».

Avisa ble til mens redaktøren gikk på loffen, på sine bein, mil etter mil rundt på østlandsbygdene, et reint uteliggerliv, mens han prata med folk han møtte og snappa opp små og litt større nyheter og solgte annonser og abonnement. Han var nok litt av en original, med mengder av hår og skjegg og en heller uortodoks framtreden og livsførsel, men alltid med et smil og en spøk på lur, og ble en kjærkommen gjest i by og bygd. Rikelig med journalistisk teft må han ha hatt, og ved å lese bladet får man inntrykket av at han var en meget god stilist, med sans for både spøk, alvor og natur.

Slik skildrer han et minne fra livet på Sør-Helgeland, trykt i avisa «Nu» i 1894:

«Kværstein

Kværstejn er et Fiskevær i Brønø Præstegjæld paa Helgeland, tæt ved Grændsen mellem Trondhjems og Tromsø Stifter. Det er en liden græsgroet Holme, 4 Stenkast lang og 2 Stenkast bred. Vestenfor og nordenfor den ligger 6-7 Holmer af omtrent samme Størrelse. Forøvrigt er der kun det store Hav rundtom. Den ligger 3 Mile vestenfor de yderste Indlandsholmer, Skjægaarden udenfor Fastlandet.

Det kvældes. Dagen gaar under en liden Stund sidst i August, og der er en liden, fin Nat, knapt en Time, saa har man den dominerende Dag igjen.

Stjernerne titter frem i den korte Nat, der er som en skjøn, let Drøm; var man ved Højsommer oppe over Midnat for at nyde Midnatssolens Purpurrødme, er man ligesaa stemningsfuldt oppe nu for at nyde den korte, dejlige Nats underfulde Skjønhed. Himlen er dybblaa. Stjernerne er saa rene og blyge og samtidig saa kjendte og fortrolige fra før af.

Havet, det store, grændseløse Hav, ligger vuggende og drømmende i det lette Tusmørke, „Fjeldgaarden» (Fjeldrækken) i Øst ligger som et mørkt Sagaland derinde med Mindelse om Fortiden og som Legemliggjørelsen af dunkle Ting. Uvant med det sorte Mørke lader man Blikket velbehageligt sænke sig ned i Fastlandets eventyrfyldte Mørke; det er som en Hvile, ja en Nydelse for Øje og Sind. Thi i flere Maaneder har man havt bare Dag, Dag, evig og altid Dag.

Maanen stiger op i Østerlide og gjør sin Debut. Stor rund, trivlig og jovial sender den gamle Ven sine magiske Straaler, over Havet, sætter en hvid, tyk, dryssende, vaad-lodden Lyssøjle henad Havet mellem sig og Beskueren. Havet gynger, og Lyssøjlen brækker op og ned i Vandet.

Søfuglene ror og sladrer rundtom Øen eller kredser skrigende om over ens Hoved.

En Stund før Afdags Tid kommer Fiskerne ud af Stuer og Hølader med Søvnen i Øjnene. De har sovet 2-3 Timer, efter Omstændighederne. De springer i hver sine Baade, i hvilke Sildegarnene ligger opgrejede i Fram- og Bagskotten. Det gjælder at komme ud, medens den korte Nat varer; thi ved Dagslys tager Silden sig vel i Agt for Garnmaskerne. Der er en Mylr af Baade udigjennem Sundet, Fiskerne ror, synger eller raaber til hverandre. Inde paa Fjorden spredes de, og naar Garnene er sat i Søen, lægger den ene af Mandskabet sig til at sove, medens den anden ror lidt for at holde Garnlænken strak i Vandet. Og medens han ror, fordriver han Tiden med at synge Salmer, Viser og Sange, alt hvad han kan. Tonerne faar i en saadan Nat og i en saa høiloftet Hal en overordentlig Velklang, Fylde og Magt af verdensbekjendte Sangere, holdt fra en Baad paa det store, vide Hav i en saadan sart Augustnat vilde virke som noget fra ,,Tusen og en Nat». Tonerne ruller og runger i Luften, smelter paa en vidunderlig Maade sammen

En Koncert til et rent Harmoniskred, der river med sig og begraver alt andet i ens Sind og Tanke. Staar man henne paa Øen og hører denne Sang i det fjerne, ser de skjære, blussende Stjerner, Maanens magiske Sølvglans, den mørke, hemmelighedsfulde Fjeldgaard i Øst og det store, drømmende Hav rundtom, medens hele Naturen er stille, nyder man en saa overvældende Skjønhed, at den ikke lader sig beskrive ialfald kan da ikke jeg det.

Snart bryder Dagen sejrrigt frem, og stille lukker Natten Maane og Stjerner og alt det dunkle inde. Garnene trækkes ind i Baadene, Silden aftines, d. e. plukkes ud af Maskerne, man ror paa Land med Garnene, hænger dem op til Tørring, og derpaa begiver man sig ud paa Havet i Vest for at fiske med den ferske Agn.

Først omkring Kl. 6 om Eftermiddagen kommer man paa Land igjen. Efterat have drukket en Kop Kaffe og spist lidt Smørrebrød, tilbereder man Fisken nede i Fjæren, hænger den paa Hjeld eller nedsalter den, grejer saa Garnene ind i Baadene og gaar atter op i Stuerne. Endel af Fiskerne har været inde og kogt Ferskfisk og Suppe.

Nu bærer det til Bords; efterat have spist og smøget en Pibe eller to, gaar man til Sengs for at sove indtil ,,Kveldmund», til Mørket er i Anmarch, da man atter ror paa Sildefjorden.

Slig gaar Uge efter Uge i godt Vejr.»

I boka Nordlandsliv fra 188 skriver Anders Mehlum blant annet om Tilremsmarkedet:

«Den første Lørdag i Juli kom Markedsfartøierne til Tilrum. Ofte havde de slemme Basketag for at komme tidsnok, naar der indtraf Modvind eller Blankstille. Undertiden kunde det da hænde, at de ankom først Søndag eller Mandag. Bjørns Marked sluttede nemlig først Torsdag Aftén eller Fredag, og der var derfor ikke synderlig lang Tid at greje paa.

Lørdag var Egnens Mandfolk nede paa Markedspladsen for at arrangere det nødvendige. I Bakker og Bergskrænter op efter de terasseformede Knauser satte de op sine Tjeld af Seil; som Bindingsverk brugte de Master og Aarer. Nogle af de mest velstaaende Bønder havde smaa Boder oppe i Gaderne; de var oftest slig indrettede, at man tog dem istykker og førte dem hjem, naar Markedet var slut. Paa den til Gaden vendende Væg var et lidet Vindu. Døren stod forresten i alt rimeligt Veir aaben. Rundt Væggene var der Fjælebænke. Bodens Størrelse var som en Jernbanekupe. Inde i Tjeldene var der ikke Bænke; man sad paa Bommer og Kister og Kasser og Bergknatter eller laa paa Jorden. Længere borte i Udkanten satte Fjordfolket fra Binddalen, Velfjorden og Ursfjorden op sine Tjeld og bragte op sine Udførselsartikler, der tog formegen Plads til at kunne legges op paa den mere befærdede Del af Markedspladsen. Throndhjemmerne var Lørdag Eftermiddag med egne og leiede Folk ivrigt sysselsatte med at bringe sine Varer fra Fartøierne op i Boderne og med deres Opstilling i Hylderne. Der var over hele Pladsen og Havnen et travende Liv, stundesløs Renden og Slæben i øst og vest.. Seilere og Roere myldrede hele Eftermiddagen som Maaseflokke paa en Sildevaag Havnen ud og ind, henefter alle Veie og Knauser yrede der af kommende og gaaende. Søndag er alle skikkelige Bygdefolk og ligesaa alle skikkelige Throndhjemmere, Fjordfolk og Namdalinger ved Kirken. Næsten bare en Kjæltring af Hvert Sokn driver om i Markedsgaderne. Men efter Gudstjenesten bier man ikke Stakkeren paa Kirkebakken den Dag. Ein, zwei, drei er alt levende i Baadene, i sprængende Kapror pløier Kirkebandene hjem, det kribler og klør Ungdommen om Hjerterødderne, idet de paa Hjemveien ser den tykke Masteskov inde paa Markedshavnen. Men saasnart kan det dog ikke bære didind. Husbønder og Madmødre holder paa Alders Hævd, at man enten slet ikke eller ialfald først Kl. 6, 7, ja 9, 10 kan drage afsted og saa være hjemme før Midnatsstund. Og saa gaar det. Fatter er selv med for at holde Tøilerne. Man driver Ytregaden og Indregaden med mellemliggende Tvergader og Smug frem og tilbage nogle Gange, samler sig i Knuder udenfor Butikvinduerne, ud gjennem hvilket rødt og gult og grønt vinker med feagtig Vidunderlighed, kjører en Gang eller to paa Karusellen, og saa samler Patriarken sit ganske Hus i Baaden igjen. Kun de mest raffinerede Gutter og Jenter lister sig paa Dansehusene en Omgang eller to, og de, som danser Natten tilende, er rentud Bygdens Udskud samt «Rækveden», Kystens Vragstumper, som driver fra Marked til Marked med Positiver og andet Lurendreieri.

Mandag samles største Delen af Befolkningen i Brøne, Vegø, Tjøtta, Vevelstad eller Forviken, Velfjorden, Vik, Binddalen og tildels Lekø og Kolvereid paa Markedet. Først gjør man en Runde omkring allesteds og nævetages med Slægt og Kjendinger. Saa afgjør man Tuskhandelen med Fjordfolkene, kjøber River, Kejper, Ljaaarv (Ljaskaft), Bark, Næver,

Ræker, Osekar, Løber, Daller, Smorformer, Kjærner, Pindestole, Kurve, Bøtter, Tvarer, Visper, Limer, hvilke Artikler de enten betaler kontant eller med Fisk og Sild, ister fra Uer og Kveite. Fjordingernes saakaldte Kasser gaar som varmt Brød. Kasserne er flettede af Spaan, bred, tynd Granspaan. Størrelsen er forskjellig, nogle tager kun ¹/8 Tønde, de største maaler op til halvanden Tønde. De er rektangelformet firkantede med lidt afrundede Kanter. Pan Bunden er der indfeldet et Gulv af tynd Tøndestav. De bæres i Baand paa Ryggen som Randsler. I hvert Hus har man 2-6 Kasser af forskjellige Størrelser; i dem bæres alt, som skal bæres. I Fjordbygderne er mærkelig nok Kasserne mindre brugte; der bruger man Meiser, et meget kuriøst Instrument og af meget gammel Oprindelse. Meisen er en Grind, en Høtang en miniature, ca. to trediedel Meter lang og en tiendedel Meter bred. Med Rebender surrer man ind til den alle de mulige Ting, som skal bæres, Mel- og Potetessække, Sildekvarterer osv. Hvis jeg endnu engang faar gjense Helgeland, skal jeg se til at medbringe derfra en Meis til en af Samlingerne herinde; det har forresten ingen Fare med denne Gjenstand, thi den er og vil sandsynligvis endnu i lang Tid være i almindelig Brug. Men der er en Ting, som jeg skulde henstille til en Nordlænding med Interesser at indsende; det er en nordlandsk Kufte, de gamle Gubbers Hædersplag. De er ved at uddø.

I de sidste Aar har de ikke været at se i Brug; findes gjør de ganske vist endnu. Men den Tid er nok ikke fjern, da en Kufte ikke vil være til at opdrive, Og da burde den bevares i en Antikvitetssamling. Den var Nordlændingens eneste Nationalplag.

Naar undtages Tuskhandelen mellem Kyst- og Fjordfolk, gjordes der inden videre Handel Mandag. Butikerne var forresten aabne, og skjøndt Tirsdag var den første lovlige Markedsdag, blev der dog aldrig fra den tilstedeværende Øvrigheds Side lagt nogen Hindring iveien for Butikhandelen Mandag, noget, hvortil der heller ingen Grund var.

Forst Tirsdag kom der fuldt Liv i Forretninger og Fornøielser. Jeg vælger mig derfor Tirsdag.

Der kommer Snes paa Snes af stolte Otringer op over Havnen, alle ladede med Tørfisk til langt op efter Masten. I Skotterne er der pakket fuldt af Kvinder og Børn. Og saa en næsten utællelig Mangfoldighed af mindre Baade, og i dem alle er der sort af Mennesker fra Stavn til Stavn. Man lægger til ved Odden, den yderste Tip af Markedspladsen.

Menneskelasten losses, Bommer, Kister, Kurve, Kander, Børn med og uden Vugger sættes paa Land. Man bringer det saa op i Boden, Tjeldet eller ind til en Krambodvæg under aaben Himmel. 

Først gaar man bort i et af Tjeldene, hvor der sælges Mad og Kaffe, og hvor man faar sig hver sin Kop Kaffe. Og med Kaffetrafiken gaar det frisk paa  fra Morgen til Aften. Man møder den og den, og man taler aldrig længe sammen, for den ene byder paa en Kop Kaffe. Man kan i disse Dage drikke op til 12 Kopper Kaffe om Dagen. Paa Brændevinssjappen gaar de færreste, ialfald ikke mere end et Par Gange daglig, de fraregnede, som gaar derindog ikke kommer ud igjen, før det sidse Øre er gaaet. Øl drikkes næsten slet ikke. Baier kan Nordlændingen ikke fordrage. De trange Gader er pakfulde; nogle gaar hid, andre did. Man maa gaa forsigtigt for ikke at falde. Der er i Gaderne Nuter og Skrænter og store Stene, og hvis der er Regn, er der mel- lem Bergknatterne Søle til op paa Læggen. I Butikerne er der Liv, fuldt allesteds hos Manufaktur-, Kolonial-, Isenkram- og Læderhandlerne, hos Guldsmedene, Jernhandlerne osv. Folk sværmer fra Bod til Bod og kjøber en Gjenstand da, en da, eftersom Mercurii Inspiration kommer over dem. I Gaderne møder man for hvert evige Trin Folk, som bærer Tøier, Krustøi, Porcelæn, Sukkertoppe, Kaffesække, Sirup og Sæbekrukker, Slibestene, Jernstænger, Messingmortere, Guld og Sølvsager, Ljaer, Stole, Kager, Vinflasker, Læderbundter, Klæder, Støvler, Gardiner, Hatte, Tørklæder, Risengrynsposer, Gryder, Kjedler, Olieklæder, Øxer, Knive, Bjelder, Bøger, Bliktøi, Lysestager, Lamper, Oljedunker, Speile, Tapetruller, Seildug, Glastøi, Tjærebøtter, Kasser, River, Melsække, Kakkelovne og alle de forskjelligste Gjenstande.

Fra de 4, 5 Danseboder heres Positivmusiken og de dansendes Trampen over hele Pladsen, høirøstet Pludren, Snak og Latter overalt blander sig med Lyden af den hvinende Musik, Trommehinden maltrakteres, saa man synes at høre Markedsløierne mindst en hel Uge, efter at man er kommet til Ro hjemme igjen.

Adspredelser er der nok af, og de benyttes flittigt. Der er jo Marked kun en Gang om Aaret.

Midt i Gaden staar en Mand og trækker paa et udaset Akkordium, medens Konen og et Par Børn synger en ny, smuk Vise om sørgelige Tildragelser, ulykkelige Hændelser, skrækkelige Begivenheder, beklagelige Ulykker og andre mærkelige Viderværdigheder og Græsseligheder. Saa er der Lotteriboder, hvor man for 10 Øre kan trække en aromatisk Sæbestang, Manchetknapper, Knive, Pistoler m. m.

Musik til naturligvis. Og saa den gamle livstrætte Bjørn, der staar i et mørkt Hjørne af en Bod; den maa man ofre 30, 40 Øre paa. Endvidere Karusellen, hvor man kan kjøre 3-5 Minutter for 10 Øre, Musik til. Og Panoramaer, 2 i Tallet, med Musik til. Det ene af dem var forresten det bedste af alle Kunstnydelser deroppe. Man saa Konstantinopel, Jerusalem, Kristenforfølgelsen i Damaskus, Paris beleiret, New York osv. Og saa en Mangfoldighed af alskens Gjøglere, hvis Præstationer jeg ikke ser mig istand til at give noget Artsnavn. Alle har overfyldt Hus.

Alle vigtige Anliggender afgjøres paa Markedet og næsten kun paa Markedet. Der fæster man Tjenere til næste Vaar, afgjør Gaardhandler og Bygsler, betaler Skatter og faar sine Dokumenter skrevne, bytter, kjøber og sælger Baade, tinger sine Mandskaber til Høst- og Lofotfisket, der indgaaes og ophæves Trolovelser, to og to, tre og tre sidder i Tjeldene og ved Væggene og afgjør sit Livs betydningsfuldeste Problemer, der er Alvor og Skjemt, hvad manbare kan forlange.

Torsdag tyndes Mængden, og Fredag reiser Throndhjemmerne. Nogle ligger dog helt til Søndag.

Nordlandsmarkederne ophævedes for 8-9 Aar siden. Herredsstyrelserne var enige om, at de kun bidrog til at trække Penge til Unytte ud af Bygderne. Hvad nyttigt man trængte, kunde man faa hos Handelsmændene, eller ogsaa kunde man forskrive Varer fra Byerne. I denne Tid gaar der hver Dag Dampskibe forbi, saa det var ikke vanskeligt med Forsendelsen. Og alt dette var ganske vist sandt. Men Markederne har nu engang slaaet Rod som et Slags nordlandske Folkefester, og derfor holder de sig trods Ophævelsen omtrent som før. Throndhjemmerne kommer paa samme Tid nordover, løser Handelsbreve i Herredet og driver i sine gamle Boder akkurat som før.»

Også om Torghatten skriver han, i boka Nordlandsliv:

Torget og Torghatten

Kommer vi en klar Junidag eller endnu bedre en purpurrød Nat omkring Jonsok eller St. Hanstid seilende nordover Fjorden forbi Lekø Namdalen med Lekømøen tilvenstre, ser vi ca. 4 Mil foran os et Fjeld, der ligner en Hattepul, som gynger op og ned paa de gyngende Bølger, medens det store, drømmende Vesterhav ligger udenfor, og indenfor ligger en smal, lyseblaa Fjordarm. Dette Fjeld er Torghatten, der er viden bekjendt for den store, naturdannede Tunnel, som gaar tversigjennem den. Men før man kommer forbi Lekø, maa enhver, som reiser der første Gang, hilse paa Lekømøen. Det er en ældgammel, uopslidelig Spøg. Lekømøen er ligesom sin berømmelige Nabo, Torghatten, et Fjeld. Paa Afstand ligner det en Kvinde i fuldt Sprang. Der bruges de forunderligste Kneb for at faa Folk til at lette paa Hatten for Lekømøen, naar de reiser forbi. Gutter, der gjør sin første Reise langs Leden, og som kjender Kommersen af Omtale, gaar paa Dækket med Hænderne over Hattene og speidende omkring for at kunne afbøde Forsøg paa at »skamraske<< eller overraske dem. Men en eller anden finder dog altid Anledning til at slaa Huen af dem. Nu har du hilst paa Lekømøen, heder det, og saa bliver der Latter og Lystighed.

En Amtmand reiste engang nordover til Bodø for at tiltræde sit Embede. Idet Dampskibet gaar. forbi Lekø, siger Lodsen, en gammel, forslagen Søulk:

«Hvad er det, Hr. Amtmanden har faaet paa Hatten?»

Amtmanden tager Hatten af for at se.

«Undskyld, Hr. Amtmand, det er ingenting, men enhver maa hilse paa Lekømøen», siger Lodsen.

Vi reiser videre nordover Røingen, Fjorden udenfor Bindalen mellem Lekø og Brønø, og kommer først klods forbi Melstein, en beboet, og siden forbi Helgelandsflæsen, en ubeboet Ø. Paa den sidste staar en høi Varde som Skillemærke mellem Throndhjems og Tromsø Stifter. Vi har nu Torghatten, som bliver større og større, jo nærmere vi kommer den, lige i Stevnen. Undlændet omkring den, Hattebrættet, dukker lidt efter lidt op, og en halv Mil søndenfor ser vi hele den eiendommelige Fjeldform med Pul og Bræt.

Fra Torgfjorden nord ved Gaarden Ormø ser vi gjennem Fjeldet Himlen paa den anden Side. Vi svinger til Land og lægger til ved Ved Bjerget nedenfor Torggaardene. De vakre, sydlandske Lier fra Landingsstedet op til Gaardene er jevnt skraanende, saa man kan trille Ægget fra Hustrappen over Tunet lige ned i Søen, ca. 5 Minutters Gang. Fra Gaardene gaar vi saa gjennem Udmarken, ca. 15 Minutters Vei, og er ved Foden af Fjeldet, hvor Opstigningen begynder. Den er ikke særdeles steil eller lang, omtrent 3/4 Times March fra Landingsstedet op til selve Tunnelen.

Naar vi saa endelig staar paa Tunnelens østlige Bryn, gribes vi af en mægtig Beundring for denne imponerende, vilde, storartede og enestaaende Fjeldform. De store Kjæmpeblokke i Bunden, de graabrune Bjergvægge paa Siderne, den høie, vilde og ujevne Hvælving, Snoen, der bruser stærkt og synger sin monotone Sang gjennem Hulen, og saa det store, svulmende Hav i vest, hvor Øiet ingen Grændse møder, før Himmel og Hav forenes, alt dette gjør et aldeles overvældende Indtryk.

–

Tunnelen er 4 a 5 drøie Stenkast i Længde fra Ende til anden, og hvad Høiden angaar, kan de aller flinkeste Stenkastere med en liden tilrundet Slyngesten kaste op i Hvælvingen, dog ikke lige over sig, men lidt paa skraa, og da bliver Distansen adskilligt mindre, fordi Tunnelen ikke ligger ganske horizontalt gjennem Bjerget, men baade i Bunden og i Hvælvingen helder noget nedad mod vest. Bredden er af den Udstrækning, at antageligt to almindelige Dampskibe kunde passere jevnsides gjennem den. I Bunden ligger en Masse store Klippeblokke, som i Aarhundredernes Løb er faldne ned fra Hvælvingen, saa der er egentlig ingen banet Vei. Men Ujevnhederne er ikke større, end at enhver uden Vanskelighed kan passere Tunnelen. Ovenpaa Torghatfjeldet er der et lidet Fjeldvand eller Tjern. Nu er der en liden Sprekke i Fjeldet fra Tjernet og en Lekage, hvorigjennem der hele Sommeren og Hosten med ca. 10 Minutters Mellemrum drypper fra Tjernet ned i Tunnelen. Om Vinteren fryser Dryppet, og naar det saa om Vaaren tiner op, sprænges der ved Isbrydningen løs store Blokke, som falder ned i Bunden Hvert Aar om Vaaren høres der lange Veie stærke Drøn deroppetra, naar Blokkene falder ned, og paa den Tid, tor intet levende Vaæsen komme derop; thi det vilde vere forbundet med Livsfare.

Henimod Tunnelens vestlige Ende er der en Afsats oppe i Bjergvæggen, der har en paafaldende Lighed med en Prædikestol, og hvorpaa man kan klavre op og staa, ja endog spadsere et Par Skridt frem og tilbage. Afsatsen kaldes «Prækstolen». Og der er vel let at tale, kan man tro.Ligesom der gjennem smale Sund med Hav paa begge Sider altid er stærk Strøm, saaledes er der ogsaa gjennem denne Kanal mellem de fo store Lufthav en rasende Strømsætning. Paa Havet udenfor kan der være saa stille som oppe i en Melkebolle, men endda uler der gjennem Tunnelen, som om der var et Himlens Uveir. I stille Veir gaar Strømmen altid mød øst, formodentligt fordi Havluften er stærkere og tungere end Landluften. Naar man taler deroppe, er det, som om Ordene snappes en ud at Halsen, og saa hvirvles de dansende ind i Strømmen, hvor de straks opløses og smeltes til en klingende Musik, saa at en, som er 10 Skridt borte, ikke kan høre Ordskille men bare Lyd, som ruller og runger lystig gjennem Aabningen, medens det gjalder i Klippevæggene paa begge Sider. Underskjønt er det, naar en eller flere synger deroppe i Vestenden.

Tonerne smelter til de reneste Sølvharmonier og bruser gjennem Strømhvirvlen, hele Fjeldet bliver til et eneste stort Orgel, det runger og syder inde i Fjeldveggene, Tonebølger vælder frem, af Dybet og ned fra Hvælvingerne, den skjæreste, klareste Vokalmusik, renset ved og assimileret med Gjenklangen, strømmer med Vælde og harmonisk Majestæt som en bred, mægtig Elv ud i øst og fortoner sig over Fjorden i det fjerne.

Nedstigningen fra Tunnelen i vest er betydeligt kortere end Opstigningen i øst, da, som ovenfor omtalt, selve -Tunnelen helder temmelig stærkt nedad mod vest.

Paa Fjeldets Østside er der et Par Stenkast nordenfor Hovedtunnelen en anden Aabning i Bjerget, om hvilken det dog ikke er saa ganske sikkert, at den gaar tversigjennem Fjeldet. Den kaldes Svarthullet. Høiden i denne Aabning er ikke større, end at en voksen Mand kan gaa opreist derinde. Man kommer ikke saa ret langt ind, før der bliver omtrent fuldstændigt mørkt. Man har forsøgt at gaa indover Tunnelen med Lygte saa langt, at Lyset paa Grund af Luftmangel, er sluknet, og man har maattet vende om. Aabningens Dimensioner er omtrent de samme saa langt ind, som man har kunnet trænge.

En Mærkværdighed ved denne Tunnel er, at der ikke findes nedfaldne Blokke, og at Bunden er bestrøet med hvid, fin Sand, som ellers ikke findes nogensteds oppe i Fjeldet.

Et Sagn tortæller det gaar forresten igjen mangesteds, at en Herremand i gamle Dage hidsede sin Hund ind gjennem Svarthullet, og at den nogen Tid efter fandtes død og hudløs i Vestvaagen, en liden Bugt, som stikker op i Øen vest for Torghatten.

Ellers er Fjeldet rundt omkring, og isaær paa Østsiden, vildt og forrevet med en Masse større og mindre Huler og Aabninger nedad og indad.

Paa de Steder i Fjeldet, hvor der er nogen Jord ovenpaa Berget, er der adskillig Vegetation, Asp, Rogn og Birk, men især er der en Rigdom af Bringebaærbusker.

Sagnet fortæller følgende om Hovedtunnelens Tilblivelse:

Hestmanden, et Fjeld paa Dønna i Næsne Præstegjeld, lige under Polarcirkelen, blev forelsket i Lekømøen. Han beilede og fik Kurven. Men Hestmanden vilde nok se Alvor, for han opgav hende; thi han satte tilsprangs efter hende, hun foran og han efter over Myr og Morads sydefter Landet. Men da han indsaa, at han ikke kunde indhente hende, kastede han forbitret sin Hellebard efter hende. Hellebarden rammede imidlertid ikke hende, men hatten, som den gik tversigjennem, og saa hed i Havet en Fjerdings vei vestenfor Fjeldet, hvor den blev til en Ø, som ligger der den Dag idag og kaldes Hellebardsøen. Den er lang, smal og høi. Samtidigt med at han kastede Hellebarden, steg Solen op over Fjeldbrynet i øst, og saa blev de staaende der i Sten, hvor de nu staar, Hestmanden paa Dønna og Lekømøen paa Lekø.

Paa Afstand ser Hestmanden ud som en Mand, der sidder i Sadlen paa en vældig Ganger, og hans Kappe flagrer bagover for Vinden.

Lekømøen ser ud som en Kvinde, der springer og ser sig tilbage. Skjønt man ogsaa kan komme op paa Torghatfjeldet fra Sydsiden, er dog Opstigningen ulige lettere paa Nordsiden. Der skraaner Fjeldet endog saa meget, at det omtrent hele Veien er bevokset med Græs og Mose.

Ovenpaa Fjeldet er der en flad Multemyr med et lidet Tjern i Midten. Udsigten herfra er henrivende.  Luften nordpaa er som bekjendt langt renere og klarere end i sydligere Lande, hvorfor Gjenstande langt borte sees forhołdsvis meget klart.

Fra Torghattens top ser man Fjeldene ca. 200 Mil nordover, de 7 Søstre, Hestmanden, Lovunden, Trænen, og sydover ser man Gjæslingerne, Vigtengerne samt de snedækte Fjeldrekker indover mod Rigsgrænsen i øst.

Brønøsund skiller Skjærgaarden fra Fastlandet. Udenfor Brønøsund, omkring Torghatten, er der et Mylder af Øer og Holmer, alt i alt vel 360, eller ligesaa mange græsgroede Holmer, som der er Dage i et Aar.

Fra Fjeldtoppen ser vi ned paa dette Ømylder, og de hundreder af Sunde, der skiller Øerne fra hverandre, snor sig som Guldbaand ind i Skjærgaardskransen; i Midnatssolens Purpurglans ligger de der som hundreder af guldindyirkede Perlesnore, Guld, hvor Solglansens Rødme farver Vandet, vandklart i Skyggepartierne fra bernes Bredder. 

I vest ligger det vuggende, uendelige Atlanterhav, Øiet møder ingen Grense, tør Himmel og Hav langt ude smelter sammen. De beboede Fiskevaær Horten, Sklinden, Onstein, Kværstein, Mudvær, Halmø og Bremstein, der ligger fra 2-6 Mil ude, kommer nær ind under Fjeldet, at man synes at kunne kaste ned paa dem. Er der Vindstille og liden Bølgegang, hører man en dyb, melankolsk Susen af Voverne, der skvulper op mod de tusinder af Baaer og Skjer. Der er neppe ret mange Steder i Norge, der er i den Grad værd at se, som Torghatten og dens Omgivelser.

Den besøges da ogsaa hvert Aar at en Masse reisende fra Udlandet, af engelske Lorder og tyske Grever, Videnskabsmænd, Kunstnere og andre Turister fra alle Lande.

Faatalligst representerede deroppe er mærkværdigt nok de norske Turister. Og med Nutidens Kommunikationsmidler er det dog saa letvindt at komme derop. Om Sommeren reiser man fra Kristiania til Trondhjem paa 24 Timer og derfra til Brønø paa 18 Timer, saa man 48 Timer efter Afgangen fra Kristiania kan staa inde i den mægtige Tunel, og det uden at have tilbagelagt saameget som en halv Mil tilfods. Vil man saa have Fodture, er der Fjelde nok at bestige i Nordland 0g det mærkelıge Fjelde; vil man have Baadture, saa er der en Mangfoldighed af idylliske Øer kortere eller længere Vei ude i Havet at besøge.

Havluften er stærk og ren, saa Opholdet ogsaa i sanitær Henseende turde have sine Fordele.. Man kan taa sig Fisketure, gaa paa. Jagt, ro og seile.

Men en Ting maa man tage sig ivare for i Nordland: at skyde Edderfugl. Den reisende, der har dræbt en af disse Nordlændingens Kjæledæggger, maa være forberedt paa at mødes med den mest isnende Kulde. At dræbe en Edderfugl er deroppe næsten ligt med at dræbe et Menneske andetsteds.

Torghatten har ogsaa havt kongeligt Besøg.

Da Harald Haarfagre med sit 300 Mand stærke Følge var til Veitsle eller Gjæstehud i 3 Dage hos Høvdingen Torolf Kveldulfsøn paa Torgar, var han vistnok, efter hvad Sagaen beretter, i mindre godt Humør. Men vi tør dog antage, at Kongen ikke har forsømt Leiligheden til at gaa igjennem Tunnelen. Olaf Tryggvessøn og Olaf den hellige reiste meget i Haalogaland nu Helgeland og skjøndt de havde et ganske andet Ærinde end at more sig, ligger det dog ikke Sandsynligheden altfor fjernt at antage, at de har besøgt det mærkelige Sted. Endnu rimeligere er det at antage, at Christian IV ikke reiste forbi uden at se Tunnelen, da han gjorde sin Finmarksreise, paa hvilken han ifølge Sagnet var saa nær Verdens Ende, at han endog fôr udover Jordkringlen med det ene Ben.

Men et Faktum er det, at vor nuværende Konge. Hs. Maj. Kong Oscar II, paa sin Nordlandsfærd i Aaret 1873 passerede Tunnelen et Par Dage før sin høitidelige Kroning i Trondhjems Domkirke. Allerede Aftenen forud samledes der en overordentlig store Mængde Mennesker paa Torget, omtrent alle, som paa nogen Maade kunde komme afsted, Mænd, Kvinder og Børn fra Brønø, Binddalen, Lekø,Vegø, Velfjorden og Tjøttø, tildels ogsaa fra Alstahaug, og fra Nærø, Vigten og Kolvereid i Namdalen.

 Over alle Lier myldrede den tætte Menneskesværm. Der var jo Aarhundreder hengaaede, siden nogen norsk Konge havde besøgt disse Trakter; derfor vilde alle nu se Landets Konge.

Netop i Solrenningen, Kl. 1 om Natten, kastede det kongelige Dampskib Anker ved Ved Bjerget. Antageligt ca. 10 000 Mennesker var samlede ved den for Anledningen byggede Landgangsbro, da Hans Majestæt om Morgenen Kl. 6 blev roet i Land af 12 staute Nordlandsfiskere i en ny, grønripet Nordlandsstorbaad, der i Skotten eller Løftningsrummet var betrukket med rødt Klæde, og paa hvilken der vaiede Flag paa Stavnene. Morgenen var lys og klar, som den kun kan blive det i arktisk Luft. En Allé af Flagstænger var plantet fra Søen opover Lien til Gaardene. Da Kongen stod paa Landgangsbroen, var der en umaadelig Trængsel, idet alle vilde se den Mand, som skulde bære Norges Krone.

Da Kongen havde gaaet gjennem Tunnelen, blev der i dens vestre Ende reist en Varde, hvortil Hs. Majestæt selv var med at bære Stene. Paa en Blok i Varden staar indhugget:

«OSCAR II. 1873».

Hvis Helgeland, eller som det i Sagaerne kaldes, Haalogaland, er den tidligst bebyggede Del af Norge, er Torget visselig en af vort Lands ældste Gaarde. Steder som Torget, Tilrum, Tjøtta, Alstadhaug m. fl.  maatte nødvendigvis paa Grund af sin udmærkede Beliggenhed og fortrinlige Jordbund fremfor andre Steder indbyde til Bebyggelse. Men Torget har imidlertidfra Arilds Tid fremfor alle andre Gaarde der nord, maaske med Undtagelse af Thjøtta, vundet Ry for. sin Fortrinlighed som Korn- og Buskapsgaard. Derfor siger man fra Slægt til Slægt: «Kan ikke alle bo paa Torget og Tilrum; maa nogen bo i Kreken og Klavesmarken ogsaa». De to sidstnævnte Steder er afsidesliggende Gaarde i Velfjorden – nu øde Avlsgaarde …

I avisa «Nu» ble det ofte brukt ei blanding av landsmål og riksmål. Her er noen eksempler på nyhetsstoffet og språkbruken: «Elling Goplen fra Hedalen var i hovedstaden i februar måned og fikk doktor Svensen til å skille ham av med endel gikt… Skomakermester Johansen i Svingveien fikk stær på begge øinene i haust. Før jul fikk professor Steen på Rikshospitalet stæren av det ene øiet, og reservelege Klem av det annet. Herr Johansen har efter den udmerket udførte operation fåt sit syn tilbake. Han både leser og gjør sko igjen og er legene dybt taknemlig… Nat til den 19. juni bodde jeg hos Karen Sørbraaten som bevertet mig med kaffe og himebakt kake. Hun er fremdeles kjek, trots sine åtti år… Trulovelse. Følgende forelskede par i Christiania har indgåt trulovelse. Boghandler Jacob Dybwad og frøken Helga Skabo, datter af misjonsprest E. Ditlef Skabo og hustru, født Hallén …»

«Jeg er kommet opp i 92 år nå, men jeg har tenkt å bruke pennen min enda i 100 år,» sa han en gang, men døde ikke lenge etterpå. Likevel en betydelig alder, ikke minst om vi tar i betraktning at Mehlum langt fra hadde spart seg for anstrengelser, heller ikke på sine eldre dager.

Bokutgivelser:

• 1875: Samtale med Gud og Godtfolk.
• 1875: Linærlen.
• 1875: Tjeneren. Et religiøst maanedsskrift, N:o 1-14
• 1876: Graaspurven.
• 1876: Billeder av Jesu liv og død.
• 1888: Nordlandsliv. Fortællinger og skildringer. Runeberg 
• 1891, 1893: Hallingdal og Hallingen.Runeberg 
• 1938: Karen og Nils. Fortelling. Runeberg  
• 1943: Hallingdal og Hallingen. Runeberg  

Forfatteren M. B. Landstad, sønn av presten og salmedikteren Magnus Brostrup Landstad, skrev dikt om Anders Mehlum og avisa hans:
«De kjender mig nok,
De har set mig på Gaden,
jeg går altid omkring med en Mappe.
Og jeg hader som Pest Hanseaternes Flok,
på min Norskhed jeg af ei kan knappe.
Jeg hader hver eneste Indflyttersjæl,
disse tysk-danske Slægter.
Og mit Kald er at skrive dem alle ihjel,
jeg er Hårfagreætternes Vægter.
Det er nu min helligste Tru,
at kun Nordmænd skal bygge og bu
i Norrønalandet,
men slet ikke blandet,
se derfor så startet jeg «Nu»>.»

Kilder:

Avisa «Nu» på Nasjonalbiblioteket

Tore Åsberg: Anders Mehlum, blad av Brønnøy historie 2004

Thor Gotaas, «Livslang skrivekløe», Spartacus Forlag 2004

Tor Gotaas, «På loffen – landstrykere og vagabonder langs norske landeveier», Spartacus Forlag lydbok 2021

Brønnøy Gård og slekt, bind III

Haakon B. Nielson, «Byoriginaler», 1966

Wikipedia om Anders Mehlum

Norsk Allkunnebok

Norsk Forfatterleksikon

En spesiell takk til Tor Qvale Mathisen og Bjørnar Torgersen for velvillig hjelp med å finne kilder.